Søndag, d. 24. juli: Jettegrytene på Rullestad og Åkrafjorden.
Morgenkøreturen gik til Røldal SuC, hvor morgenmaden/-kaffen blev indtaget. Et meget smukt sted i øvrigt. De kan noget, de der norske hytter med naturtag.
De fleste ved det sikkert godt. Men det kan være en god idé at time sine SuC stop med spisetiderne. Bilen holder jo alligevel stille en rum tid, mens man spiser, shopper eller hvad man nu ellers skal af med. Og så kan den jo ligeså godt stå og lade imens. Så slipper man for senere at skulle vente på bilen.
Haukelitunnelen på E134 mellem Haukeli og Røldal var i øvrigt spærret pga. vejarbejde i tunnellen. Der var i bedste norske stil arrangeret kolonnekørsel, hvor man venter på, at en følgebil kører forrest og leder kolonnen op over bjerget ad en gammel turistvej. På den anden side vender følgebilen om og leder en ny kolonne tilbage op over bjerget igen. Turistvejen op over bjerget er så smal, at modkørende biler kun vanskeligt ville kunne passere hinanden og det går naturligvis ikke an, når der pludselig er så meget trafik. Derfor kolonnekørsel. Men hvorfor man ikke bare har sat en lysregulering op i hver ende, er mig stadig en gåde.
Vi lavede en afstikker til Åkrafjorden, hvor vi kørte på den gamle Rullestadvegen. Det er en naturskøn rute, der går parallelt med den nye hovedvej, E134. Vi skulle op og se på Jettegrytene, som er nogle imponerende, runde huller i klipperne. De er formentlig blevet udgravet af de enorme kræfter fra tidligere gletsjersmeltevand, der danner turbulens. Vi vidste ikke meget om vandreturen udover, at det var en "svær vandtretur" på 1,4 km hver vej. Hvor lang tid kan sådan en lille smuttur mon tage? Ca. 4 timer skulle det vise sig!
Det første stykke var ret nemt op igennem skoven og langs en brusende flod.
Så blev det stejlere. Flere steder var der vådt og glat og ruten blev gradvist sværere at finde. Vi fulgte nogle røde plasticdimser, der sad på træer langs ruten, men man skulle visse steder lede længe for at finde den næste og vi fór vild flere gange undervejs. På et tidspunkt stødte vi også på denne bjergtrold:
På toppen af bjerget fandt vi nogle store runde vandpytter. Var det bare det? Ikke specielt imponerende. Vi fandt ud af, at ruten fortsatte, så vi fulgte de røde plasticdimser. Efter lang tid med en del op og nedture, kom vi til en brat nedstigning. Her var der fastgjort jerntrin og kabler ind i klippesiden. Decideret via ferrata. Det gik stort set lodret. Her fik jeg virkelig sat min højdeskræk på en prøve (igen!).
Halvvejs nede delte ruten sig tilsyneladende i to, da der gik en sidesti fra, hvor man skulle klatre på en ret bar klippe, men hvor der var sat klatregreb på. Jeg tænkte, at det nok var en særlig avanceret rute for de helt prof, så der skulle vi i hvert fald ikke hen. Vi fortsatte lidt længere ned og her midt på den næsten lodrette klippeside, gemte der sig disse jettegryder! Pludselig var man ikke i tvivl. Det var her!
Ruten stoppede tilsyneladende her, så vi skulle opad igen. Men det viste sig, at den fortsatte op langs klatregrebene som beskrevet tidligere! Vi klarede den og fandt flere jettegryder undervejs. Der var dog en del ret nervepirrende passager, inden vi fik en komfortabel, horisontal ståflade igen.
Og sikke en udsigt ned over Åkrafjorden!
Det endte med, at det blev til en rundtur - ikke en frem-og-tilbagetur, som vi havde regnet med. Vi kom efter godt 3½ time ned til asfaltvejen igen og så var det blot en kort spadseretur tilbage til, hvor vi havde parkeret bilen. Det var en hel befrielse at komme til at gå 1 km op ad en 10% stejl asfaltvej. Piece of cake! Vandre-/klatreturen udmærkede sig i øvrigt ved, at der var meget få turister, hvilket gav en uspoleret naturoplevelse. Specielt det sidste, svære stykke ned, hvor de fleste nok var vendt om.
Turen fortsatte ned til Åkrafjorden, hvor vi gjorde et stop ved Langfossen. Den ligger lige ud til hovedvejen, men man kan også her tage en vandretur op langs vandfaldet. Vi havde dog fået rigeligt med motion for i dag...
Vi kørte derefter tilbage igen og fortsatte videre mod Bondhusvatnet, som er en smuk bjergsø, hvor intentionen var at slå lejr for natten. Undervejs kører man igennem en lang tunnel under Folgefonna, som er Norges 3.-største gletsjer. Desværre var vejen op til bjergsøen dog spærret for biltrafik og vi orkede ikke at gå det sidste stykke. Vi vendte derfor om for at finde et andet sted at sove.
Bag et kraftværk fandt vi en lidt suspekt vej, der var lukket med en port. Der stod dog adgang på eget ansvar og der var tilsyneladende ikke noget forbud. Så vi åbnede porten og kørte videre. Halvvejs oppe ad bjergvejen passerede vi denne fritgående ko:
For enden af vejen fandt vi et godt spot til overnatning. Helt alene på bjergsiden, langt fra alting og med fantastisk udsigt. Der var endda en lille bålplads og vi fik placeret bilen med en spektakulær udsigt over bjergene. Der er vel ikke noget meget mere idyllisk sted at overnatte.
P.S. Jeg tjekkede lige 2 ekstra gange, at P-bremsen var aktiveret, inden vi lagde os til at sove i bilen!!
